Fest og musik
God musik og socialt samvær er jo ting, som de fleste sætter pris på. Herunder os. Vi sætter faktisk meget stor pris herpå, og det er derfor også blevet til flere festivaler, koncerter og gode oplevelser. Denne side er tilegnet disse.
Med den lykkelige udvidelse af familien, som er forestående, har denne side skiftet karakter fra at være en opremsning af de forestående begivendheder, til nu at fokusere på de forgangende oplevelser. Vi er (forhåbentligt) ikke gået i stå på festival-fronten, men vi forventer en længere pause i udskejelserne. Netop af denne årsag sørgede vi for at få de sidste behov dækket ind i løbet af september måned, som kom til at byde både på Skanderborg festival - god, men våd - og Madonna i Horsens.
Frem til at de næste planer begynder at dannes for nye udskejelser (Det bliver vel Langelandsfestival med børnene eller Åh Abe), vil vi her ridse de største af vores tidligere oplevelser op.
De gode oplevelser
De indledende manøvre
Der var ikke kommet fuld organisation på musikoplevelserne i de tidlige år, men enkelte brudstykker skal dog fremhæves. Den første egentlige festival, som Christian deltog i var Nibe festival 1990. Det var en lille festival eller en større byfest med navne som Michael Falck og... Året efter var jeg afsted igen, men kun for to dage, hvoraf jeg desværre ikke husker så meget.
Den første egentlige koncertoplevelse blev DAD i Randers hallen i 1991. Et fantastisk show, med alt hvad der hører sig DAD til. Det helt særlige ved denne oplevelse var, at vi var afsted sammen Gitte og jeg for første gang.
Roskilde festival 1996
Studiet og de nye venner i København åbnede op for en stribe god oplevelser med Danmarks største festival i Roskilde. Jeg - Christian - havde her en række fabelagtige oplevelser sammen Nicolai og Per indledningsvist samt Kim, Jesper, Klavs og Bjarki.
Mit første møde med Roskilde bød på et helt igennem vanvittigt musikprogram, som torsdag lagde ud med Psyched Up Janis og Rage against the Machine. Fredag fortsatte med et hårdt program med folk som Sepultura, Nick Cave og Sex Pistols, men også Skunk Anansie, Bjørk og Hotel Hunger, og så så jeg ikke engang Moby... Lørdag lagde blødt ud med Boghandle, Caroline Henderson og De skrigende halse. Derefter gassede vi op igen med DAD, Red Hot Chili Peppers og endelig Sort Sol. Søndag deccelererede vi med Strawberry Slaughterhouse, Grant Lee Buffalo og David Bowie. Sikken en debut!
Roskilde festival 1997
Våd, våd, våd! Torsdag var Radiohead og regnvejr. Fredag var mudder, Live, Suede og Pet Shop Boys fra teltet. Lørdag var regn, lidt sløret hukommelse og navne som The Smashing Pumpkins, C. V. Jørgensen og The Prodigy. Søndag lagde blødt ud med Ibens og Repupublica samt lidt Johnny Madsen foran Orange. Beck spillede, og det var dagen jeg hørte de to legendariske sætninger; "Her kommer en sang om en mand, som tog op til Norge for at brænde en helvedes masse stavkirker af..." og "I sku' ha stemt nej! Den 18. maj!" - Red Warszawa.. Dagen sluttede med Leningrad Cowboys and Red Army Choir på Orange, til hvem himlen atter åbnede sig, og vi tog hjem.
Roskilde festival 1998
Den var våd igen - Psyched Up Janis igen - og Slayer lukkede første dag. Bob Dylan, Garbage og DAD. Baal, Pulp, The Beastie Boys og Rammstein i stedet for The Verve, som pjækkede. Tiltagende regn samt Eagle-Eye Cherry, Iggy Pop, Portishead og Bootleg Beatles.
Roskilde festival 1999
Sidste år på Roskilde festival for mig startede med Manic Street Preachers, Marilyn Manson og Metallica. Fredag som altid, når det var muligt, Hotel Hunger. Ellers var det Heather Nova, Skunk Anansie, Placebo, R.E.M., og en helt ny solist: Robbie Williams. Lørdag var der Psyched Up Janis, Suede og The Chemical Brothers. Sidste søndag var Blur og TV2.
Rækken af festivaller i Roskilde vil for altid stå som en kæmpe oplevelse. Skal man starte et sted, så får man fuld valuta for pengene her. Jeg har i de efterfølgende år prioriteret anderledes, da den fulde version af en Roskilde er en hård kost, men drømmen om at vende tilbage for et enkelt år lever stadig.
Midtfyns Festival 2000
Endelig var vi sammen igen, og det skulle fejres! Nyforelskede, som vi var, og med et par dage fri, fandt vi den første og den bedste anledning til at feste, og det blev årets udgave af Midtfyns festivalen. Afsted det gik. Vi var der allerede søndag aften, så der gik et par dage inden musikken startede, men tiden fløj afsted.
Om onsdagen spillede Moon Gringo, Basix og The Blues Brothers Souvenier show. Torsdag spillede en stenet Macy Gray, og Eurythmics meldte afbud. Fredag var Bootleg Beatles, Kashmir, Counting Crows , Skunk Anansie og Moby. Dette var det første rigtige møde med Moby for fuld udblæsning. Lørdag var Bomfunk MC, Sort Sol og TV2, som spillede deres maraton koncert; Rock til vi styrter. Endelig søndag, hvor vi hørte Marie Frank og Tom Jones.
Danmarks smukkeste festival 2001
I 2001 var jeg ude at sejle hele sommeren, men Gitte fandt her dét, som skulle blive vores foretrukne festival, og hun bed sig fast som ihærdig og flerårig deltager på Danmarks smukkeste festival i Skanderborg.
Musikken dette år bød på Poul Krebs og Deep Purple om torsdagen. Erann DD, Mew og A-Ha om fredagen. Lørdag bød på den evig gæst med fedtet hår, Johnny Madsen, Eagle Eye Cherry, Sort Sol og Texas. Og søndagen sluttede af med Clawfinger, Tim Christensen, TV2 og UB40.
Danmarks smukkeste festival 2002
Endelig sammen igen, kun vi følges ad på vores første fælles Skanderborg. Det var et pragtfuldt år, et tilsvarende vejr.
Musikalsk startede vi torsdag med Safri Duo og Faithless. Fredag var Superheroes og Gary Moore, efterfulgt af en lang lørdag med Jupiter Day, Saybia, Supergrass og Suede, afbrudt af lidt Marie Frank. Søndag sluttede med Love Shop, Thomas Helmig, Stereo MC's og DAD.
Jean Michell Jarre 2002
En sjov lille koncertoplevelse skal tilføjes denne festivalliste. En tidlig morgen i efteråret 2002 sad vi og drøftede, hvad vi skulle lave, da vi fandt ud af, at det netop var dagen, hvor Jean Michell Jarre skulle spille i Nordjylland. Så gav den beslutning jo næsten sig selv, og en time senere havde vi købt to billetter på nettet og var på vej ud af døren.
Som de fleste husker, var koncerten et logistisk mareridt, idet himlen blev til et åbent skybrud, netop som vi havde parkeret i Aalborg og stod i kø ved busserne. Det fortsatte sådan hele aftenen, og alt var vand og mudder. Til gengæld, tog vi den med ro. Vi blev beskidte, og det tog lang tid at komme hjem, men det betyder jo ikke alverden, når man ikke skal tidligt op dagen efter
Koncerten var en stor oplevelse. Musikken var fed og ekstra idntificerbar, når man fik den banket ind i kroppen foran det imponerende show. En på alle måder uforglemmelig oplevelse
Danmarks smukkeste festival 2003
Pragtfuldt vejr og pragtfuld selskab!
Denne gang spillede Kashmir og ZZ Top om torsdagen. Fredag var intet mindre end fantastisk. Der var Zididada, Carpark North, Tim Christensen og TV2, men det som virkelig rykkede var MOBY! En fantastisk koncert, som aldrig vil blive glemt. Lørdag måtte Rene i sin meget lille og kinky Loveshop T-shirt efterfulgt af Pretty Maids, Sort Sol, Simply Red og Saybia. Til sidst søndag spillede The Rasmus, Melanie C, t.A.T.u og D-A-D.
Danmarks smukkeste festival 2004
Igen et dejligt år sammen.
I 2004 spillede Tue West, P!nk og DAD om torsdagen. Fredag spillede Baby Woodrose, Sugababes leverede et stykke hårdt indøvet koreografi, Bloodhound Gang lugtede til fingre der havde været..., og TV2 spillede god musik. Lørdag kom de hvide bukser frem til Pet Shop Boys, og søndag var det Big Fat Snake, Velvet Revolver og Danmarks smukkeste koncert, hvor alle solisterne fra de sidste 25 år gav en stump musik. Gitte måtte nyde den sidste del alene, da Christian tog afsted tilbage til København en times tid før den store afslutningskoncert - øv...
Danmarks smukkeste festival 2005
Endnu engang måtte Christian melde afbud til fordel for et hyggeligt ophold i Bremerhaven med skibet, men Gitte fastholdt rækkefølgen på sin 5. Skanderborg i træk.
Musikken dette år bød på Poul Krebs, Beth Hart, Alice Cooper, Peter Sommer, Thomas Helmig og Faithless. Fredag: Apocalyptica, Texas, Nephew. Lørdag: Kashmir og The Prodigy. Søndag Mercury Rev, Kim Larsen, Anastacia.
Danmarks smukkeste festival 2006
Den netop afsluttede festival vil på mange måder blive husket. Efter at have præsteret godt vejr i så mange år i træk, måtte Skanderborg endelig give slip, og det blev så sandelig gjort. Regnen dette år overgik erfaringerne fra Roskilde, og det var kun grundet en formidabel logistik og den bakkede skovbund, at alt ikke endte i et rent mudderhelvede. Det var samtidigt også en speciel festival, eftersom at Gitte var gravid, og at vi vidste, at det sikkert ville blive den sidste festival for et stykke tid. Man kunne således ikke undgå at være følelsesmæssigt påvirket da TV2 lukkede bøgescenen søndag og i tusindvis af stjernekastere lyste natten op ovenover vores bænk.
På den musikalske front var der op og nedture. Alt ialt var det et godt program, men der er ved at komme lidt for meget 70'er 80'er revival over det. Det startede onsdag med Starfighter, Sidste Ambulance og Johnny DeLuxe. Torsdag skulle have sluttet med The Darkness, men de måtte melde afbud. Istedet ankom et kampklart Nephew band og leverede den nok bedste koncert det år. Fredag spillede Nik og Jay, Powersolo, Toto, Mew og Motörhead samt Marie Key Band. Lørdag var Jamiroquai, som vi sprang over, og DAD - igen. Søndag lukkede festen med Carpark North, The Presidents of the United States of America, Beck og TV2. En flot afslutning og en interessant koncert med Beck, som først fik os ned at sidde med et noget kritisk udtryk for siden at få os helt op at stå igen.
Madonna i Horsens 2006
Den 24. august spillede Madonna en etape af hendes Confession-tour i Horsens. Det var jo en chance, som vi ikke kunne gå glip af. Der er ikke nogen tvivl om at Madonna er pop, men det er stor pop, og hun har mange gange været nævnt, når vi for sjov har sammensat det ultimative festivalprogram, så det skulle høres
Arrangementet høstede en masse kritik i medierne fordi det tog mere end 2 timer at få alle 85.000 ud fra parkeringspladserne, og fordi at musikken tilsyneladende ikke var helt så god der hvor de mange anmeldere hørte koncerten. 85.000 er mange mennesker, og det har sine konsekvenser, men vi syntes musikken var udemærket - og ihvertfald live, hvilket tester denne typer musik maksimalt. Tiden fløj, og det var en stor oplevelse, selvom der mangler bøgetræ omkring scenen til at holde på lyden.
Kommende arrangementer
Som nævnt, så er der midlertidigt arrangement-stop på denne side grundet øvrige forventede familiære oplevelser, men vi skal nok komme tilbage.
Der er stadig en række solister, som skal ses, og som nævnt tidligere, så kunne Langelands festivalen blive interessant...