Fælles området



Påskemenu

Fredag den 13. april var den første fridag sammen efter et par ugers sejlads for Christian og en travl tid med eksamen og projekt for Gitte. Som sædvanlig på en hyggedag startede det hele med et større indkøb, hvor dagens hovedingrediens blev fundet: Lammekrone (I et stykke, som ikke var stort nok til at lave en krone)...

Menuen var særdeles fremragende og har endnu engang sendt lam op ad vores favorit rangliste. Et stort femtal fra os!


Lammekrone med rosmarin

Lammeryggen brunes på panden. Herefter smøres den i en marinade af honing med hakket rosmarin, hvidløg, salt og peber. Stykket bages i ovnen ved 200 grader i ca. 20 minutter, og bagefter skal stykket hvile i et kvarters tid.

Fadanretning Marinade Fra ovnen Lammet skæres

Tilbehør

Fra Mad og Venner hentede vi inspiration til tilbehøret. Det blev til grønne asparges med vinagrette og croutoner samt nye kartofler bagt i rosmarin-salt med hvidløg og citronsmør.

Aspargesene koges i letsaltet vand i 2-3 minutter og skyldes herefter i koldt vand. Citronsaft og olie piskes sammen og blandes med hakkede æg, kapers, løg, kørvel, croutoner, salt og peber. Vores erfaring var, at der med fordel kunne tilføres lidt mere syre eventuelt i form af hvidvinseddike.

De vaskede kartofler blandes med flækkede hvidløg, hakket rosmarin og groft salt. Bages i et ildfast fad ved 200 grader i ca 30 minutter. Saft og skal af en citron røres med smør og serveres hertil. Det her - det er et must på terassen om sommeren - smumms!

Asparges Kartofler

Jordbærtrifli som en lækker afslutning

Aftenen blev afsluttet med en jordbærtrifli. 4 æggeblommer og 100 gram sukker piskes til en skummende hvid masse, og 400 gram mascarpone tilsættes og blandes godt. 4 æggehvider piskes stive og vendes i mascarpone-blandingen med let hånd.

Triflien lægges sammen i en skål: først ladyfinger stænket med hedvin (i vores tilfælde portvin), derefter jordbær, jordbærsyltetøj og mascarponecreme. Dette gentages, til der ikke er mere mascarponecreme tilbage. Kan eventuelt drysses med lidt kakao. Triflien bliver absolut bedst af at trække i flere timer.

Jordbærtrifli