Sådan kom de til verden.
Så skete det! Man kan jo ikke bestemme noget i forhold til tidspunktet, og vi blev da også taget på sengen. Det var meningen, at vi skulle til scanning tirsdag den 9. Januar, hvor det skulle bekræftes, at Astrid stadig lå med numsen nedad, og der skulle da findes et tidspunkt for kejsersnit i løbet af ugen.
Lørdag den 6. Januar 2007 gad de små ikke vente længere. Klokken fem om morgenen kunne vi konstatere, at en af dem ville ud og havde prikket hul på fosterhinden, for vandet fossede pludseligt ud. Det kan nok være, at man kunne vågne op!
Da Astrid lå forkert, måtte Gitte ikke stå oprejst, så hun blev placeret liggende på sengen og fik ringet op til fødeafdelingen, hvor den vagthavende blev sat ind i situationen. Efter at have modtaget meldingen ville den vagthavende lige forhøre sig med sin kollega, og i baggrunden kunne Gitte hør status blive videregivet; vandet er gået, tvilling A vender forkert, uge 37 osv. Der blev en kort pause i den anden ende, efterfulgt af en helt klar melding fra den ældre og erfarne jordemoder: "Det dér! Det er en udrykning, men du siger det bare helt stille og roligt!". Den har vi grinet en del af.
Det blev en ambulance - dog uden udrykning - som efter en hektisk pakning tog os til Sygehus Nord. Ved ankomsten blev vi rullet ind af døren for godsmodtagelsen og op til fødegangen, hvor vi også blev modtaget meget hektisk. Der faldt dog hurtigt ro på, da de fandt ud af, at vi ikke hed Janni og havde blødninger.
Så stod den på undersøgelser af en ældre og garvet jordemoder. Der var ikke umiddelbart tegn på at det hastede, men Gitte blev scannet, og vi kunne se, at tvilling A stadig lå forkert - altså det skulle være kejsersnit. Klokken 7 skiftede vagten, og vi blev nu tilset af en utrolig søg jordmoder ved navn Mona. Da hun undersøgte Gitte, kunne hun konstatere, at der var et par fødder, som gerne ville ud. Derfor gik det hele pludselig lidt hurtigt. Vi blev begge klargjort til kejsersnit, hvilket vil sige omklædning, drop m.m., og derefter rullede vi videre til operationsafdelingen, hvor det hele skulle foregå.
Man kan sige, at det var godt, at det hele gik så hurtigt, for man nåede ikke rigtigt at bekymre sig om noget. Jeg kan bare huske, at jeg ind imellem febrilsk tænkte "vi får børn i dag!". Og ikke nok med, at vi får børn i dag, nu får vi altså også børn om ganske, ganske kort tid - ja, indenfor den næste time.
Vi nåede operationsstuen, hvor teamet stod klar til at modtage os. Gitte kom over på den smalle operationsbriks, hældt til venstre side og fik påsat blodtryksapparat, elektroder, pulsmåler og alt muligt grej. Mona, vores jordemoder, tog sig kærligt af Christian og forklarede ham, hvordan det hele skulle foregå og ikke mindst hvordan han skulle gebærde sig på operationsstuen med de sterile områder. Gitte fik det hele forklaret af en operationssygeplejerske, som hele tiden koncentrerede sig om, at Gitte havde det godt under operationen - dvs. tjekkede puls, blodtryk, regulerede mængden af narkose etc.
Det næste skridt var så, at Gitte fik en bedøvelse i rygsøjlen, en spinalbedøvelse. Det vil sige, at hun kun var bedøvet fra omkring brystet og ned, altså at der ingen smerte var i dette område, men dog stadig følelse. Og så gik det hele i gang! Nu var det altså nu… For at forsøge at glemme alt om, hvad der foregik bag det store grønne klæde opsat ved Gittes bryst, sad vi og talte om, hvordan de nu så ud. Havde de hår på hovedet? Og i så fald hvilken farve? Var det virkelig en pige og en dreng, eller havde alt det scanningspersonale, vi havde mødt, taget fejl?
Og så lige pludselig klokken 09.28 hørte vi det største vræl, som man kan høre på en så kold og oplyst operationsstue med mennesker i sterilt tøj over det hele - vores datter var født. En virkelig fantastisk oplevelse, som fik os begge til at glemme alt om tid og sted. Hun blev hurtigt afnavlet og givet til jordemoderen, der kort viste os hende, da hun passerede os og derefter skyndte sig ud i det afsides varme lokale, hvor hun skulle aftørres hurtigt for at kunne holde varmen.
Nå, men vi var jo så heldige, at denne oplevelse ikke var nok, hvorfor vi klokken 09.30 igen hørte et kæmpe vræl, som i denne omgang kom fra vores søn. Igen blev han kort præsenteret, denne gang af den assisterende mandlige jordemoder, og bragt til det varme lokale. Nu gik Christian ud til dem, hvor han for første gang så vores børn sådan rigtigt, sådan helt rigtigt - og hvor var de smukke.
Vores førstefødte, Astrid, som under hele forløbet også har haft benævnelsen "tvilling A", var godt klistret ind i blod og fosterfedt og så en anelse trykket ud, hvilket hang sammen med, at det var hendes vand, der var gået, og altså hende, der havde banet vejen for at netop den 6. Januar blev deres fødselsdag.
Vores næstfødte, Johan, også kaldet "tvilling B", var derimod mere fin i det, mindre klistret og mindre rynket. De blev begge placeret på et varmebord, blev tørret, fik ordnet navlestrengene, blev svøbt og hurtigt undersøgt hvor efter far for første gang, klokken 09.36, fik begge sine børn i sine arme. Jordemoderen tog her hurtigt nogle billeder, hvor efter den stolte far skyndte sig ind til den lige så stolte mor med de to vidundere. Her fik hun Johan i sine arme, mens fars pige blev, hvor hun var. Gitte blev lappet sammen efter operationen, og omkring klokken 09.45 var det hele overstået - det må siges at være en hurtig fødsel!
Vi blev rullet på opvågningen, hvor vi skulle være til den nybagte mor atter kunne mærke sine ben, omkring et par timer. Her blev de begge undersøgt nærmere og målt og vejet - dette blev gjort af jordemoder Mona og farmand. Astrid var 48 cm. lang og vejede blot 2030 gram mens Johan var 49 cm. og vejede 2380 gram. Så det kan godt være, at søster banede vejen, men brormand var altså den, der havde taget mest fra i mors livmoder. Da de begge var så relativt små, fik de hurtigt noget mad med sprøjte for at sikre, at deres blodsukker blev holdt oppe.
For første gang fik mor nu dem begge op og ligge på brystet, hvor de begge faldt til ro og faldt i søvn - en ubeskrivelig følelse. Omkring klokken 12.00 blev vi kørt til barselsafsnit B, hvor vi nu kunne konstatere, at hele fødselsforløbet var overstået, og at det var overstået rigtigt, rigtigt godt…
